logo
Aquainfo.dk
Hjælp og inspiration til akvarister
Blå filtermåtte fra Akvanet - 1m x 1m, grovmasket.
Blå filtermåtte fra Akvanet - 1m x 1m, grovmasket.
Blå filtermåtte fra Akvanet - 1m x 1m, grovmasket.

Blå filtermåtte fra Akvanet - 1m x 1m, grovmasket.

HMF Filtre af blå filtermåtter er utrolig populære og yderst effektive.

Skrevet den 30-11-2004 15:38 af cab

Når man som jeg har flere akvarier, og de er placeret i reoler, er filtrering en udfordring. Jeg startede med at benytte powerheads med en lille skumgummisvamp inden i, men det er dyrt i anskaffelse og elforbrug, samt besværligt fordi de skal renses mindst en gang om ugen. Jeg har også haft udvendige filtre der er endnu dyrere at anskaffe, men de skal til gengæld ikke renses så tit. Desværre er det ret svært at få placeret 5-6 udvendige filtre til en akvariereol, så jeg kiggede efter alternative løsninger.

HMF (Hamburger Matten Filter)

Løsningen hedder ganske enkelt luftdrevne blå filtermåtter. Godt nok er filtermåtterne ret dyre, men hvis man køber dem over nettet fra f.eks. Maswanord, kan man få en måtte til et 250 liters eller 325 liters for under 80 kr. Det er også muligt at bruge powerheads i stedet for luftdrevne hæverter, men af hensyn til elforbruget har jeg valgt at bruge én stor luftpumpe der uden problemer kan trække alle mine 11 akvarier. Uanset om man bruger powerhead eller luftdrevne hæverter, er blå filtermåtter særdeles effektive som filtre - jeg har været meget glad for mine lige siden jeg monterede dem. Hvis du som jeg synes at de blå måtter er for dyre kan man også anvende andre former for skumgummi - du kan læse om mine erfaringer med sort skumgummi her.

Eksempel

Billederne du kan se her er fra det filter jeg lavede til mit 100 liters akvarium, hvor filteret er placeret langs bagruden, i stedet for langs sideruden som er det normale, men fremgangsmåden er den samme.

Materialer og værktøj

Når du skal lave et filter, skal du udover en luftpumpe, også have en passende måtte, elektrikerrør og vinkler, 4mm plastrør og luftslange, en kniv (isolerings-kniv eller brødkniv er velegnede), noget at skære efter (jeg har brugt et alu. waterpas), en boremaskine og 2 bor på hhv. 5,5mm og 2mm, en sav til at skære elektrikerrøret til og en tommestok.

Fremgangsmåde

Det første du gør er at måle akvariets indvendige mål nøjagtigt. Højden giver normalt ikke nogen problemer, men bredden kan godt drille lidt. Man kan tage målet fra den ene tværgående rude til midten af den rude man vil måle og derefter fra den anden tværgående rude til samme punkt på ruden og lægge de to mål sammen. Måtten må gerne være 1-2 mm bredere på hver led, da den skal stå i spænd mellem ruderne.

Derefter mærkes målene op på måtten, og man ligger waterpasset langs mærket og saver stille og roligt med rockwoolkniven langs waterpasset. Dette gentages på alle leder. Når måtten er klar skal hæverterne, eller stigrørene som de også kaldes, laves - hver hævert laves at en stump elektrikerrør med en vinkel på og en lufttilslutning i bunden. Længden på hæverten må højst være 2/3 af måttens højde inkl. vinklen og normalt ikke under ½ af højden.

2-3 cm fra bunden af hæverten (modsat vinklen) bores et hul på 5,5 mm, hvori lufttilslutningen skal monteres. Den laves af en stump 4 mm plastrør på 3-4 cm og den del af røret der bliver stukket ind i elektrikerrøret, skal gennemhulles med 2 mm huller for at mindske støjen fra boblerne. Lufttilslutningen proppes ind gennem hullet i bunden af hæverten (der skal trykkes lidt) indtil den rører den modsatte side af røret og luftslangen kan sluttes til direkte på 4 mm røret.

Hæverten sættes fast i måtten, enten ved at skære en rille i toppen og trykke den ned der (hvilket er min foretrukne metode) eller man kan lave et hul i måtten 4-5 cm nede fra toppen og proppe hæverten igennem der. Nu skal måtten bare ned i akvariet og luften skal sluttes til, så har man et filter kørende.

Vedligehold og rensning

Ved vandskift kan man med fordel støvsuge filteret mens det sidder i, og med mellemrum kan man også støvsuge skidt op bag ved filtret, men derudover behøver man ikke gøre mere. Normalt kan disse filtre køre op til et år af gangen inden de trænger til rensning, når det sker tager man måtten op af akvariet og skyller den grundigt i vand fra akvariet. Det er en god idé at suge så meget skidt op bagved måtten som muligt inden man trækker den op, så det ikke spreder sig over hele akvariet når måtten er væk.

Man skal også suge vand op i en balje hvor man kan skylle filtret som nævnt ovenfor.

Jeg ved ikke hvor længe måtterne holder, men jeg kender mange der har anvendt dem i flere år uden problemer. Jeg selv har haft filtermåtter kørende i over 2 år og de holder fint.


Faktatabel
Kategori

Materialeliste

Kommentar

4mm plastrør kan bestilles hos de fleste dyrehandlere i længder af 1m.

Pris

Ca. 150,-

Materialer

1 stykke blå filtermåtte 50x50cm
0,5-1,0m elektrikkerrør + vinkler
4/6mm luftslange
10cm 4mm plastrør

Værktøj

Rockwool-kniv eller brødkniv
Tommestok
Waterpas eller skinne
Boremaskine
5,5mm bor
2mm bor


Kommentarer